Selinas blog om madspil - siden 2018

BANANER MED FREGNER OG GRIMME ÆBLER HAR BRUG FOR MERE KÆRLIGHED

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org

- 8. april 2021

Vi er ikke allesammen fotomodeller. Vi er høje, lave, tykke, tynde, sorte, hvide, unge, gamle - vi er med andre ord mangfoldige. Og sådan har naturen skabt os. Men selvom at naturen skaber mangfoldige, dvs. skæve, små, store, sjove krumme, osv. frugt og grøntsager, så forventer vi nemlig, at frugt og grøntsager altid skal se perfekte ud, når vi køber dem i supermarkedet. Hvorfor, når vi er allesammen så forskellige, forventer vi at vores frugt og grøntsager skal ligne fotomodeller? 

Går du rundt i supermarkedet og ser en perfekt gul banan og én med pletter på - hvilken banan vælger du så? De fleste går udenom de brunplettede og vælger i stedet den perfekte gule banan. 

Det skyldes, at vi i høj grad køber mad med følelserne, lyder konklusionen i et nyt studie af danske og svenske forskere. Studiet viste bl.a. at studiets deltagere havde forbundet udseendet med smagen - jo grimmere frugten er, desto færre havde lyst til at spise den.

Tag mig, jeg er single

Vi køber og spiser i dén grad med øjnene. Hvis vi ser en banan med fregner eller en krum gulerod, så tænker vi ofte, at der er noget galt med dem. Og det er egentligt ret synd, især fordi frugt og grøntsager ligger blandt toppen af de mest udsmidte fødevarer hos de danske husholdninger ifølge Landbrug & Fødevarer. 

Derfor er det i dén grad på tide at tage imod alle former for frugt og grøntsager, modeller og ikke modeller. Det er fx helt okay at tage et par single-bananer i supermarkedet i stedet for altid at gå efter en klase bananer.

Bl.a. hos REMA 1000 Valby praktiserer de et skilt ved bananerne, hvor der står “Tag mig, jeg er single”. Dette skilt har ifølge købmanden Max reduceret butikkens bananspild med op mod 90 % - og nyheden om det gik vidt omkring.

Hver 2. dansker er positiv overfor de grimme og de frasorterede

Heldigvis går det i den rigtige retning med de grimme størrelser. Den nyeste, dugfriske undersøgelse fra Kantar Gallup for Stop Spild Af Mad afslører, at hele 47 % af danskere - altså op mod hver 2. dansker - er positive overfor “frasorterede” produkter, dvs. bl.a. 2. sorterings eller 2. klasses råvarer og/eller “grimme” og ukurante grøntsager, frugt eller anden frasorteret produktion.

Det er en rigtig god start, og det flugter rigtigt godt i tråd med den tidligere undersøgelse af Epinion for Stop Spild Af Mad, der viser, at over halvdelen af danskerne (55 %) ville foretrække at købe et fødevareprodukt, som bidrager til mindre madspild.

Heldigvis er det gode fremskridt i gang. Sammen med Danmarks største producenter, REMA 1000 og andre supermarkeder, er foreningen Stop Spild Af Mad allerede i gang med at redde tonsvis af “grimme”, frasorterede og ukurante 2. sorterings eller 2. klasses frugt og grøntsager, som i dag bliver solgt i supermarkederne.

Denne trend kan kun blive større i fremtiden.

Ligesom i modebranchen, som er langsomt ved at få øjnene op for, at ikke alle modeller skal være 180 cm. og åleslanke, skal vi forbrugere også få øjnene op for, at frugt og grøntsager forekommer i alle mulige farver og størrelser - og smager ikke dårligt, blot fordi de ser “grimme” ud.

Lad os derfor give de “grimme” og frasorterede frugt og grøntsager mere kærlighed - og derved være med til at bekæmpe madspild.