Meget mindre madspild

DINE FRUGTER HADER HINANDEN

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org

21. februar 2022

Hvis jeg nu siger til dig, at dine frugter hader hinanden, så vil du sige til mig: “Tager du gas på mig?”

Faktisk ikke. Men det handler faktisk netop om gas. Ethylen.

Hvor mange af os, mig selv inkluderet, har ikke prøvet dét at købe dejlige frugter om lørdagen til lørdagsindkøbet - bananer, æbler, appelsiner, clementiner og pærer. Så putter man det hele i én stor frugtskål - og det ser lækkert og indbydende ud. Uhmmm.

I ugens løb begynder bananerne at få pletter. Senere på ugen opdager du små bananfluer i køkkenet. Til sidst finder du årsagen, nemlig frugtskålen - og nederst i frugtskålen finder du smattede frugter med mug på. Ud med det hele. Øv!

BLANDT IKKE FRUGTFAMILIERNE

Ikke mange af os ved, at frugt nemlig skal opbevares separat, og at ”frugtfamilierne” ikke skal blandes sammen.

Med andre ord, skal bananer kun opbevares sammen med bananer, æbler skal kun opbevares sammen med æbler, appelsiner skal kun opbevares med appelsiner, osv. Det ser måske ikke så festligt ud - til gengæld undgår du at de gode frugter går til spilde.

Æbler, bananer, citrusfrugter, pærer og endda tomater - som i øvrigt skal opbevares udenfor køleskabet, så de ikke mister smag - udskiller ethylen, som er en luftart, en gas, der fremmer modningsprocessen. Derfor er det en god idé at opbevare frugtfamilierne i separate frugtskåle.

ER AVOCADOEN HÅRD SOM STEN?

Ethylen kan faktisk også hjælpe dig i hverdagen. Har du umodne frugter eller grøntsager, er det en god idé at opbevare dem i skålen med de modne frugter eller grøntsager, så de modnes hurtigere.

Vi kender allesammen til at købe avocadoer i butikken, som er hårde som sten. Hvis dine avocadoer ikke er modne, kan du opbevare dem sammen med moden frugt, der udskiller ethylen - eksempelvis æbler eller citrusfrugter. Så modner avocadoerne hurtigere. Desuden får en avocado let køleskader, som giver brunt frugtkød. Derfor skal en avocado altid opbevares uden for køleskabet.

VI SKYLDER FRUGTERNE AT OPBEVARE DEM ORDENTLIGT

Er det så slut med den flotte frugtskål på bordet med masser af lækre frugter? Hvis du vil undgå madspild, så ja. Opbevar hellere alle frugtfamilier hver for sig – så holder de sig bedre.

Mange frugter er fløjet fra den anden side af jorden. Der er brugt ressourcer, energi og CO2-udslip på dem, og derfor skylder vi dem også at opbevare dem ordentligt, så de ikke går til spilde. Både for miljøets skyld og for mindre madspilds skyld - men også for din egen pengepungs skyld.