Meget mere madspildsapps

UNDGÅ MADSPILD MED MADSPILDSAPPS

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org

- 8. januar 2021

I 2020 kunne både forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad samt detailkæden REMA 1000 fejre 12-årsjubilæum i kampen mod madspild. Og sikke meget, der er sket på de seneste 12 år. 

Senest har Danmark fået en national Madspildsdag, som fejres den 29. september hvert år fra nu af. På dagen i 2020 blev der afholdt mange gode aktiviteter, og jeg selv havde fornøjelsen at være med til at overrække hædersprisen mod madspild ”Stræberen” 2020 til Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie. Prisen, som gives til en person eller organisation, der har udmærket sig i kampen mod madspild, og som jeg selv modtog i 2018. 

Men selvom der er en stor bevægelse mod madspild i gang, er kampen mod madspild slet ikke vundet endnu. Og i kampen mod madspild er det netop ikke nok, at få gør meget – hellere, at mange gør lidt. For mange bække små gør en stor å.


Hver 6. bruger apps mod madspild

En af de meget populære bidrag til kampen mod madspild er apps mod madspild. Den nyeste undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at hver sjette dansker reducerer madspild ved brug af madspildsapps, og det er især de yngre danskere, der benytter madspildsapps. Og hver femte, helt ned til alderen af 16 år, køber overskudsvarer eller får tips til at bruge sine madvarer for at minimere sit madspild.

Men disse apps kan være både godt og skidt. De kan spare dig mange penge, men du risikerer også at få meget mere mad, end nu kan nå at få spist.

Derfor skal du tænke dig godt om, før du klikker tilbud efter tilbud igennem på apps mod madspild. Apps mod madspild kan bruges som et supplement til din daglige husholdning – men ikke som en erstatning.


Too Good To Go

Too Good To Go er en populær og meget downloadet app, som jeg faktisk har været med til at hjælpe, da app’ens oprindelige stiftere gik i gang i 2014. Too Good To Go handler om at få billig overskudsmad fra restauranternes buffeter, så man både kan få et billigt måltid mad og restauranterne kan undgå madspild.

Too Good To Go fokuserer også på bagerier og detailkæder. Hos detailkæder kan man fx købe de såkaldte ”Too Good To Go lykkeposer” med billig overskudsmad.


YourLocal

YourLocal har det samme koncept som Too Good To Go, dog fokuserer app’en på andre fødevarebutikker, bagerier o.lign. Bl.a. er Torvehallerne i København, Magasin du Nord og Meyers Bageri er koblet op på YourLocal app, så app’en henvender sig til lidt mere af et feinschmecker segmentet.

Derudover kan man også købe blomster og frisørtider gennem YourLocal, så denne app har et lidt bredere fokus, end blot madspild. YourLocal, ligesom Too Good To Go, har også bredt sig ud over landets grænser, til flere lande. Dog er konkurrencen på madspilds apps i udlandet noget hårdere, end her-hjemme i Danmark.


For Resten

App’en For Resten er en gratis app, som er udviklet af Forbrugerrådet Tænk, Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad, helt tilbage i 2013. Tankegangen bag For Resten app’en er ret simpelt - tøm køleskabet. For Resten tilbyder dig gode ideer og inspiration til, hvordan du bedst muligt udnytter det madover-skud, som du i forvejen har i køleskabet og fryseren. For Resten er siden hen blevet opdateret, og nu hjælper app’en også med gode informationer om fx madens holdbarhed og opbevaring.


Supplement til madindkøbet

Alle disse apps mod madspild, især Too Good To Go og YourLocal, er gode, hvis du i for forvejen er god til at udnytte al din mad. For når vi taler om de to første apps, kan du fx aldrig være sikker på præcis hvad, og hvor meget du får.

Hvis du er en lille husstand, kan det være ret svært at nå til bunds i en stor pose med brød fra bageren, inden det bliver for gammelt.

Derfor er det en god idé at huske, at apps som disse er blot et supplement til madindkøbet – og ikke en erstatning. De vil kræve, at du er til fleksibilitet og har kortere planlægning.


Madplanen

Når vi taler om planlægningen, er danskerne ret glade for madplaner. Faktisk viser Landbrug & Fødevarers og Stop Spild Af Mad’s nyeste repræsentative madspildsanalyse, som udkom først på året, at 40 procent af danskerne laver madplaner, og over halvdelen af danskerne mener, at en madplan kan være medvirkende til, at de smider mindre mad ud. Derudover ser 55 procent af danskerne en række fordele ved at lave madplaner.

Selvom ”Madplanen” ikke dediceret er en mobil app, men er noget, som findes som en del af REMAs app REMA 1000 med Vigo og på REMA 1000’s hjemmeside, er den bestemt værd at kigge på. Her kan du få hjælp til at lave dine ugentlige madplaner og derved spare tid og penge. Især i krisetider og en turbulent tid, som vi lever i i dag, er det godt at have faste rammer, og dét at lave madplaner kan bestemt lette hverdagen.

Man kan vælge at bruge alle disse ovennævnte apps – sammen eller hver for sig. Men husk, at en app en blot et af de mange redskaber til kampen mod madspild, og den løser ikke hele madspildsproblemet for dig. Men mange bække små gør som sagt, en stor å.