Vil du også gerne spise en krum agurk?

HVORFOR SKAL DE "GRIMME" VÆRE MINDRE VÆRD?

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org

- 15. januar 2022


Kantar Gallups seneste undersøgelse for forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad afslører, at danskerne vil gerne købe de “grimme” og ukurante grøntsager i supermarkederne - men de skal være billigere.

Ifølge vores undersøgelse er hele 47 % af danskere - altså op mod hver 2. dansker – positivt indstillede på at købe “frasorterede” produkter i supermarkedet, fx. de “grimme” og ukurante grøntsager. Så langt så godt. Men hele 35 % svarer “ja, men til en reduceret pris”.

Ja, men til en reduceret pris… Men hvorfor egentligt?

Hvorfor forventer vi egentligt, at de krumme agurker, de alt for store tomater eller de skæve gulerødder skal være billigere? Blot fordi de ikke er lige så kønne som deres perfekte søskende, skal de så være minde værd?

Og især i vores moderne tider med mangfoldighed, inklusion og ligestilling - hvordan kan det egentligt være, at de gode trends med inklusion har ikke ramt detailhandlens kunder endnu?

Da jeg var yngre, har jeg i knap 10 år bijobbet som fotomodel bl.a. ved siden af mit studie og som grafisk designer. Det var et hyggeligt bijob, men ikke noget, som jeg ville gøre en karriere ud af. Jeg var en kommerciel fotomodel, hvilket betød, at jeg var model for alt fra tøj og smykker til hudpleje, elektronik og tilbudsaviser - altså en slags hverdags-fotomodel.

Faktisk var det et ret kedeligt bijob, men en god indtægt ved siden af studiet. Mit modelbureau havde speciale i kommercielle fotomodeller i alle aldre, farver og størrelser. Når vi var flere modeller på job, faldt snakken ofte på, at vi var for “grimme” til at være med i de der få og ekstremt smarte high fashion modelbureauer i Danmark, som kun havde udvalgte, “perfekte” modeller i én bestemt størrelse, højde og alder.

Modellerne fra de modelbureauer var ofte booket til astronomisk høje priser, hvorimod modeller fra vores bureau blev booket til noget lavere priser. Og ikke fordi nogle at os var egentligt grimmere end high fashion modeller fra de andre bureauer, men måske var vi lidt lavere eller større end “skønhedsidealet”. Modebranchen havde - og har stadig den dag i dag - uskrevne regler for, at medmindre du er en model fra et high fashion modelbureau, opfattes du som “grim” og derved “mindre værd” - og derfor skal du bookes til en lavere pris.

Så ja, med andre ord ved jeg godt, hvordan det er at være en “grim” grøntsag.

Jeg ved at modebranchen kæmper i dag med at gøre op med de “perfekte” modeidealer - og der er meget lang vej endnu.

Og måske skal vi indse at alle - mennesker såvel som grøntsager - er lige meget værd og alle fortjener en chance, uanset farve og størrelse.

De grimme grøntsager koster præcis det samme at gro, producere, pakke og transportere. De koster måske endda mere for landmanden, da de skæve størrelser er svære at pakke. Men landmanden har lagt lige så meget kærlighed i dem, som i de “perfekte”.

Og selvom man synes, at det er svært at skrælle en økologisk skæv gulerod derhjemme, så kan man altid huske på, at man kan vaske den med en børste i stedet for.

Lad os alle arbejde for at acceptere, at naturen ikke altid producerer de “perfekte” størrelser - uanset når vi taler om mennesker eller om grøntsager. Lad os alle arbejde for meget mere mangfoldighed, inklusion og ligestilling - og i alle brancher.