Alle kan være med i kampen
Kampen mod madspild er den eneste kamp, hvor alle vinder
af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org
- 2. marts 2020
Fokus på klimaet fylder mere og mere i vores hverdag, og
klimaforandringerne er efterhånden umulige at overse. Mange danskere føler sig
usikre på, hvad vi selv skal gøre for at mindske CO2-udslippet. Heldigvis er
det at stoppe madspild blandt de mest lavthængende frugter.
Den globale produktion af fødevarer er, ifølge FN, verdens
tredjestørste CO2-udleder. Og en tredjedel af al verdens mad går, ifølge FN,
til spilde – mad, som gros og produceres til ingen verdens nytte. Vi kan derfor
gøre en stor forskel for klimaet, ressourcerne og kloden ved at mindske vores
madspild.
Ifølge Paul Hawken, som er en af USA’s fremmeste miljøforkæmpere
og hovedmanden bag Project Drawdown, der er verdens hidtil mest omfattende
forsøg på at vise de mest realistiske klimaløsninger, ligger indsatsen mod
madspild på tredjepladsen over verdens 10 bedste klimaløsninger.
Husk de tre tretaller:
• Den globale produktion af fødevarer er verdens tredje-største CO2-udleder
• En tredjedel af al verdens mad går til spilde
• Mindre madspild ligger på tredjepladsen over verdens 10 bedste klimaløsninger
Heldigvis peger flere undersøgelser på, at det at undgå madspild ligger blandt toppen af danskernes favorittiltag for personlig indsats for at mindske CO2-udledningen.
Og heldigvis går tingene i Danmark i den rigtige regning. Seneste tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at danske husholdninger i årene 2011 til 2017 har reduceret deres madspild med 14.000 tons. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad har eksisteret i over 11 år, og det glæder os, at vores arbejde bærer frugt. Men der er lang vej endnu. Meget lang.
Og du kan bidrage til at mindske Danmarks gigantiske madspild, især når tallene peger på at det er os forbrugere, der har den største andel af Danmarks madspild.
Start med at udnytte hvad du allerede har i køkkenet, køleskabet og fryseren. Indfør “Tøm Køleskabet”-dag fx. hver søndag og “Tøm Fryseren”-uge fx. hver 2. måned.
Gå efter datovarer, når du køber ind. Datovarer
er glimrende måde, hvorpå du vil spare en masse penge og også hjælpe din lokale
butik med at undgå madspild. Husk blot at maden skal spises eller fryses ned –
så du ikke blot flytter butikkens madspild til skraldespanden hjemme hos dig
selv.
Indregn dine madrester i madlavningen, inden de bliver til rester.
Kan
du bruge noget i morgen til madpakken? En rest til at spæde op til aftensmaden?
Det er kun fantasien, der sætter grænser. En rest kan både være en stor og en
lille portion overskudsmad. Husk, at ingen rester er for store eller for små –
og de skal alle spises og ikke smides ud.
Husk at lave madplaner. Mange danskere laver madplaner i
dag, og det sparer dem både tid og penge. Dog skal madplanen være fleksibel, så
en madplan for 3-4 dage kan give dig en mulighed for større fleksibilitet i
hverdagen.
Alle er vindere i kampen mod madspild. Du
sparer din tid, du sparer dine penge og du gør verden til et lille smule bedre
sted. What’s not to like?