Husk din frugt i haven

HVEM VIL VÆRE MILLIONÆR? ÆBLER OG PÆRER TIL 50 MILLIONER KRONER RÅDNER OP I DANSKE HAVER

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org

- 1. oktober 2019

Æblesæsonen er i gang! Har du lyst til at blive millionær og tjene 50 millioner kroner? Så find på en god forretningsidé til at udnytte æbler og pærer fra danske private haver.

Beregning fra Landbrug & Fødevarer anslår nemlig, at der årligt produceres omkring 10 mio. kilo pærer og æbler i danskernes private haver – og at kun halvdelen bliver spist af mennesker. Resten – svarende til en værdi af 50 mio. kr. omsat til priser hos dansk detailhandel – går til spilde.

Vi lader den lige stå: 50 millioner kroner.

Helt til spilde går æbler og pærer ikke. Havens dyr og fugle nyder godt af nedfaldsfrugter, og det hjælper dem med til at stå imod kulden om vinteren. Med andre ord kan æble- og pærespild ikke rigtigt sammenlignes når en detailkæde smider frugterne ud, som ovenikøbet kan være fløjet fra den anden side af jorden.

Mange køber økologiske æbler i supermarkedet. Fordi vi håber, de er lidt sundere, og fordi vi dermed håber at gøre kloden, klimaet og miljøet en grøn tjeneste. Men ofte ser vi kun økologi-mærket og overser resten af emballagen, hvorved vi ikke opdager, at æblerne måske kommer hele vejen fra New Zealand, Chile eller Argentina. Hvilket jo ikke er specielt bæredygtigt på CO2-regnskabet.

Tilsvarende glemmer vi – måske specielt i byerne og i vores travle hverdag med job, familie, fritidsinteresser og venner – at æblesæsonen i Danmark lige nu faktisk er i fuld gang. Måske står der sågar i ens egen baghave derhjemme smukke æbletræer, som har brugt hele året på netop nu at kunne tilbyde os lækre, saftige og modne, danske æbler. Men alligevel oplever vi det som nemmere at købe æbler i butikken i stedet. Men er det nu også klogere?

I hvert fald sker det samme år efter år efter år: vi udnytter ikke æbler fra vores egne haver. Og samtidig køber vi pligtskyldigt samme slags æbler i butikkerne – frugt som vel at mærke er fløjet ind fra Langbortistan.

Når der er sæson, plejer vores organisation Stop Spild Af Mad at larme en del i pressen og på sociale medier – og sende flere opfordringer ud til danske haveejere om, at de skal huske at plukke deres frugt i havene. Og det hjælper faktisk lidt – folk blev lidt mere opmærksomme på at udnytte deres egen frugt, dele med naboer og give æblerne væk.

Har man selv ikke tid eller overskud til at få plukket sine æbletræer, vil man med garanti kunne finde venner og bekendte og andre frivillige til at tage tjansen. Og så kommer man da også hinanden ved. Flere kommuner er derudover begyndt at udlåne saftpressere til borgerne, så de kan udnytte deres frugt lidt bedre. Flere virksomheder er begyndt at lave cider på danske æbler og flere mosterier tager imod æbler fra danskernes haver. Men der er fortsat en del spild.

Dog skal det nævnes, at denne form for frugtspild i danskernes privathaver ikke er den samme form for madspild, som f.eks. finder sted i detailhandlen, eftersom frugtspildet indgår i naturens kredsløb og er til gavn for vilde dyr. Mads Hansens danske folkevise fra 1868 ”Marken er mejet” påpeger klogt: ”Riv i marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.” Og det gælder ikke kun i marken men såmænd også under æbletræet. Nedfaldsæbler er vigtige fødekilder for fugle og gnavere – så lad altid en god portion nedfaldsæbler blive liggende.

Alligevel bør der være mad nok til alle – og det er sund fornuft at udnytte sine frugter i haven, når de nu alligevel hænger der.