Meget mere ævlerov

Gå på æblerov og undgå madspild

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org

- 8. oktober 2020

Det er oktober og hermed højsæson for dejlige danske æbler i vores haver. Desværre anslår en beregning fra Landbrug & Fødevarer, at der årligt produceres årligt omkring 10 mio. kilo pærer og æbler i danskernes private haver, og at kun halvdelen bliver spist af mennesker - resten, svarende til en værdi af 50 mio. kr. (omsat til priser hos dansk detailhandel), går til spilde. 

Det er ikke første gang, jeg sætter fokus på det - men det er første gang, jeg gør noget ved det - og du kan være med!

Hvad betyder det?

Helt konkret betyder det et ny samarbejde mellem foreningen Stop Spild Af Mad, Orskov Foods og REMA 1000. Fra nu og til og med slutningen af oktober måned – helt konkret til og med uge 43 – kan du aflevere æbler fra din private have til Danmarks største mosteri, Ørbæk Mosteri, Orskov Foods i Ør-bæk på Fyn - og for hver 10 kilo æbler, som du afleverer, modtager du 1 liter æblemost som betaling.

Men hvad hvis du ikke kan komme til Fyn?

Ingen problemer: har du ikke selv muligheden for at køre hele vejen ud til Fyn, har Orskov Foods oprettet en Facebook-gruppe “Æblevenner” som hører under “Årets Ævlerov” Facebook-siden. “Æblevenner” vil fungere som en platform, der skal sætte danskere sammen på tværs af landet og gøre det nemmere for danskerne at komme i kontakt med hinanden og køre hinandens æbler ud til Ørbæk Mosteri på Fyn. 

Derved kan danskerne fra hele landet få mulighed for at lave deres æbler om til æblemost og samtidigt spare tid, udgifter, benzin og CO2 ved at lave samkørsel.

Men hvis du ingen have har?

Heller ikke nogen problemer: du vil kunne købe æblemosten “Årets Ævlerov” med det velkendte Stop Spild Af Mad logo i samtlige REMA 1000 butikker allerede fra midt oktober i år og frem til april næste år - og derved får du også mulighed for at støtte foreningen Stop Spild Af Mad’s arbejde i kampen mod madspild.

Men hvem har fundet på denne idé?

Allerede i 1938 startede Ørbæk Mosteri på Fyn med at redde haveejernes æbler. De sidste 10 år har Ørbæk Mosteri modtaget 6 mio. kilo æbler fra private haveejere, hvilket svarer til ca. 20.000 trailers fyldt med æbler, hvis man regner med 300 kilo pr. trailer. I 2018 slog Ørbæk Mosteri rekord og reddede 1.100 tons æbler. I 2019 blev det til 400 tons æbler, så mængderne af afleverede æbler varierer fra år til år og fra høst til høst. 

Ørbæk Mosteri hos Orskov Foods på Fyn tager imod alle slags haveæbler. Æblerne må ikke være sprøjtede, dog kan man ikke kalde dem økologiske. 

Det er ret usædvanligt, at en industrivirksomhed har private folk som leverandører. Konceptet med at tage imod æbler fra private er ikke noget nyt, og før i tiden, i gamle dage, var det helt normalt, at de lokale mosterier tog imod æbler fra private. 

I dag er det bare sund fornuft, at alle de pragtfulde haveæbler ikke går til spilde. Det unikke ved haveæblerne er diversiteten, da haveejerne ofte har nogle helt andre sorter end dem, som man køber i supermarkederne. Det er et samspil mellem gamle og nye sorter, sure og søde æbler, som giver “Årets Ævlerov”.

Men er æblespild det samme som madspild i derhjemme køkkenet?

Det giver god smag i munden at være med til at redde gode danske, vel-smagende æbler - og derudover samtidig få lækker dansk æblemost og støtte den generelle kamp mod madspild. Æbler går ikke til spilde i naturen på samme måde som madspild i derhjemme hos dig selv. 

Ude i naturen spiser havens fugle og dyr æblerne - derfor et det altid en god idé at lade en portion æbler blive tilbage på træet. Fx solsorten elsker æblerne, og det er vigtigt at solsorten - og havens andre smådyr og fugle - har noget at stå imod med i de kommende kolde vintermåneder.