Hyldest til den skæve agurk: hvorfor er "grim" mad en helt i dit køleskab

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af bevægelsen Stop Spild Af Mad

1. april 2026

Vi kender alle sammen de snorlige agurker, de perfekt runde tomater og gulerødderne, der ligner noget fra en reklamefilm. I årtier har vi været vant til, at grøntsager i supermarkedet skulle leve op til et strengt skønhedsideal. Men noget er ved at ændre sig i de danske supermarkeder og i de danske køkkener. De skæve, de krumme og de "grimme" grøntsager er ved at vinde vores hjerter – og det er der en rigtig god (og økonomisk) grund til.

Fra kompost til indkøbskurv

Tidligere led tonsvis af perfekt spiselige grøntsager "madspildsdøden", før de overhovedet nåede butikshylderne. Men i dag ser vi en bevægelse, hvor både forbrugere og producenter har indset det absurde i at diskriminere en agurk, bare fordi den er krum.

Et stærkt eksempel er det 8-årige samarbejde mellem foreningen Stop Spild Af Mad og Danmarks største væksthusproducent Nordic Greens. Alene i 2023 blev hele 905.368 pakker fra Nordic Greens svarende til 3.175.000 stykker “grimme” grøntsager reddet - bl.a. i supermarkeder som REMA 1000 Danmark. Også ukurante “madspildskartofler” fra Gram Slot findes i REMA 1000. Det viser, at vi som forbrugere er mere end klar til at give de ukurante grøntsager masser af kærlighed.

Pengepungen som den nye drivkraft

Hvorfor ser vi dette skifte netop nu? Svaret findes i høj grad i de stigende fødevarepriser. Nyeste undersøgelse fra Verian for Stop Spild Af Mad viser, at økonomi er danskernes absolut stærkeste motivationsfaktor for at undgå madspild i 2026. Selvom inflationen har svinget, er fødevarepriserne steget med over 30 % over de seneste fire år. Når maden bliver dyrere, bliver vi mere sparsommelige. Undersøgelsen afslører, at knap 9 ud af 10 danskere er motiverede for at reducere deres madspild i 2026. Og her spiller de "grimme" grøntsager også en rolle.

På sociale medier ser vi oftere og oftere folk spørge: "Hvad er egentlig en ‘grim’ grøntsag? Kan grøntsager overhovedet være ‘grimme’?”

For når agurken alligevel skal skæres i skiver til salaten, eller guleroden skal rives til en råkost, betyder det ydre jo intet. Smagen er den samme, og næringen er præcis lige så god.

“Grimme” grøntsager fortjener også kærlighed

Det er vigtigt at huske på, at landmanden har lagt det samme arbejde, den samme mængde vand, gødning og kærlighed i den krumme agurk som i den lige. Det kræver de samme ressourcer fra vores jord at producere en "grim" tomat. Derfor er det faktisk en form for diskrimination kun at spise de pæne.

De ukurante grøntsager er ofte billigere end deres "perfekte" søskende, hvilket gør dem til et oplagt valg for både børnefamilier og økonomisk trængte danskere, der ønsker at få mere mad for pengene uden at gå på kompromis med kvaliteten. Ved at vælge det skæve frem for det snorlige, støtter vi også de producenter, der tør tænke i cirkulære baner og minimere spildet helt ude i væksthusene.

Gør en forskel i dag

Kampen mod madspild er i virkeligheden en af de mest positive og konkrete måder, vi som enkeltpersoner kan bidrage til en bedre verden på. Det kræver ikke store politiske reformer eller teknologiske mirakler i din hverdag – det kræver blot, at du tør se skønheden i det uperfekte.

Næste gang du står nede i dit lokale supermarked, fx. i REMA 1000, og ser en pose med skæve gulerødder eller en agurk, der bøjer lidt for meget, så læg den i kurven. Du sparer penge, du hjælper landmanden, og du gør naturen en kæmpe tjeneste.

Sæsonen for de dejlige danske grøntsager - både ukurante og perfekte - starter her i april. Grøntsager er grøntsager, og de fortjener alle at lande på middagsbordet frem for i skraldespanden.

Lad os sammen gøre det uperfekte til det nye normale.