Udnyt naturens spisekammer
af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org
31. juli 2024
Det er sensommer og naturens spisekammer bugner af dejlige danske frugter og grøntsager.Nogle tager det til det ekstreme. Den våde sommer i år bragte uønskede gæster til de danske haver: dræbersnegle i hobevis, som plager danske haveejere. Men 16 flotte store snegle, lidt hvidvin, urter og tomater er næsten alt du skal bruge, hvis du vil lave en ret med dræbersnegle, fortæller netkogebogen “Alletiders Kogebog” i sin opskrift på dræbersneglene. Opskriften har skabt meget debat i medierne.
Der er dog også mange andre måder, hvorpå man kan udnytte naturens spisekammer, hvor man ikke behøver at spise dræbersnegle. I sensommeren er der mange frugter og grøntsager i sæson i Danmark.
Blandt frugter er:
æbler
pærer
blommer
hindbær
brombær
Blandt grøntsager er:
gulerødder
kartofler
kål (hvidkål, rødkål, spidskål)
løg
porre
squash
tomater
Disse sensommermåneder byder på et bredt udvalg af lækre danske frugter og grøntsager, som er perfekte til at lave sunde og velsmagende retter. Har man en have med frugt og grøntsager derhjemme, er et god idé at udnytte naturens ressourcer, for så sparer du både penge og en ekstra tur i supermarkedet. Mange af disse lækre danske frugter og grøntsager kan også fermenteres og syltes, så man kan gemme sommerens dejlige smag til de mørke vintermåneder.
Haveæbler omdannes til æblemost med Årets Ævlerrov
Er madspild i virkeligheden et menneskeskabt problem? Det diskuterede jeg i en af paneldebatterne på Folkemødet i år. Ja, madspild er et menneskeskabt problem, for der findes faktisk intet madspild i naturen, da al mad i naturen indgår i naturens kredsløb. Så hvis du lader en del af æblerne blive hængende på æbletræet, vil det glæde både fugle, insekter og havens andre dyr. Det er dog klogt at udnytte naturens spisekammer. Og har man fx. flere æbler end man kan spise og bor på Fyn, kan man omdanne dem til æblemosten “Årets Ævlerov”. I over 85 år har fynboerne byttet deres haveæbler til most hos Ørbæk Mosteri ved Orskov Foods. Gennem årene er mange tusinde tons æbler blevet byttet for æblemost. Siden 2016 er de modtagne haveæbler blevet brugt i æblemosten “Årets Ævlerov”, efter Ørbæk Mosteri gik sammen med REMA 1000 og foreningen Stop Spild Af Mad om at sætte fokus på madspild. Siden da har over 30 millioner haveæbler fået nyt liv som æblemosten “Årets Ævlerov” - og til september i år går det løs igen. Velbekomme og rigtig god sensommer!