FRIKADELLER ER ET GODT VÅBEN I KAMPEN MOD MADSPILD
af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org
27. februar 2023
Frikadeller! Jeg elsker frikadeller. Uanset om de er med kød, fisk eller kun grøntsager, er frikadeller en genial spise. Derudover, er frikadeller et fantastisk våben i kampen mod madspild – en genial “tøm køleskabet”-spise.
Har du trætte grøntsager i køleskabet? Prop dem i frikadeller.
Har du brød i overskud? Prop det i frikadeller.
Har du rester af ost? Prop det i frikadeller.
Har du ris i overskud? Prop dem i frikadeller.
Med eller uden gluten. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Ikke desto mindre, sparer du også tid, energi og penge på elregningen, når du laver frikadeller. Og udover at tømme dit køleskab for rester, bidrager frikadellerne også til god planlægning. Brug en aften på at stege så mange frikadeller som muligt, nedkøl dem og derefter frys dem. På den måde får du en masse god mad i op til flere uger, som er lige til at varme op på panden –tilsæt pasta, ris, kartofler eller salat – eller bare spis dem på et rugbrød.
Du slipper også for bekymringen om at lave al aftensmad fra bunden af hver eneste dag – og sparer på din elregning ved ikke at lave mad i lang tid ad gangen. Der er intet, der tyder på, at inflationen stopper i år – så vi må forberede os på endnu et år med høje fødevarepriser. Og her bør man tage alle kneb i brug, for mindre madspildbetyder flere penge sparet. Og her er frikadeller et glimrende våben i kampen mod madspild.