NYTÅRSFORSÆT: MEGET MINDRE MADSPILD

af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org

2. januar 2023

Velkommen til 2023! Et nyt år betyder nye begyndelser - og en begyndelse, der hverken gør ondt på pengepungen eller kalenderen, er meget mindre madspild! Faktisk er det en god idé at have ’meget mindre madspild’ som nytårsforsæt, fordi man både sparer penge og tid - og samtidig gør klimaet en tjeneste.

Inflationen fortsætter himmelflugt. Ifølge Berlingske, var inflationen steget til 11,4 % sidst på året 2022. Det er i høj grad prisstigninger på fødevarer, der trækker inflationen op, og tallene fra Danmarks Statistik viser, at priserne på fødevarer er steget med 16,5 % det seneste år. Med andre ord, har vi ikke længere råd til at smide maden ud - og heller ikke i 2023. Derfor er ’meget mindre madspild’ et glimrende nytårsforsæt.

Men hvad kan være konkrete og gode redskaber i kampen mod madspild i 2023?

HOLD STYR PÅ DATOERNE

”Bedst før” og ”mindst holdbar til”-datoen er vejledende - og mange madvarer, som er markeret med ”bedst før” eller ”mindst holdbar til” kan sagtens spises efter datoen en overskredet. Fx. pasta, ris, cornflakes, slik, chokolade, kiks og kikærter. ”Bedst før” betyder altså ikke ”giftigt efter”.

RESTER, JA TAK

Vi skal ikke være hellige. Men, når folk fryser og sulter i Ukraine pga. Ruslands invasion, er det simpelthen hverken moralsk eller etisk ok at smide gode madrester ud. Lad madresterne vandre i de nye retter og anret dem delikat og lækkert. Enhver rest kan blive til en del af en ny lækker tapastallerken, og på den måde rydder du også op i køleskabet. Du kan fx gøre søndag til reste-tapas-dag.

PLANLÆGNING, PLANLÆGNING, PLANLÆGNING

Købt stort ind - og til flere uger. Enten fysisk eller ved hjælp af diverse indkøbs-apps. Planlægning vil både hjælpe dig til at spare tid og penge. Og ja, den 3. uge kan du rydde op i dit køleskab og din fryser og lave mad ud fra resterne. Lyder det kedeligt? Tjah, måske. Men det er jo dér, hvor kreativitet så skal i spil. Et UFO (Uidentificeret Frossent Objekt) i fryseren kan sagtens omdannes til en lækker ny ret. Søg evt. inspiration på nettet eller i en af de mange kogebøger, som jeg har udgivet og bidraget til (de kan lånes gratis på bibliotekerne over hele landet. Søg blot på ”Selina Juul”).

Et lille og hurtigt tip: en hjemmelavet pizza eller omelet er altid gode retter til at få brugt dine rester.

DIN VÆRSTE KONKURRENT ER SKRALDESPANDEN

Det er åååh så nemt at smide mad ud – bare lige at skrabe den sidste rest af pastaen i skraldespanden. Ak, ude af øje, ude af sind. Men husk, at den sidste rest af pastaen sagtens kan gemmes og bruges til en del af en tapastallerken, som bliver en lille forret dagen efter. Mange bække små, gør en stor å.

Da jeg startede Stop Spild Af Mad bevægelsen i 2008, var Stop Spild Af Mad for mange et ”nice to have”. I dag, snart 15 år efter, er Stop Spild Af Mad for mange et ”need to have”. Vi har ikke længere råd til at smide maden ud. Der har været meget snak. Og nu skal vi handle. I 2023 skal vi handle - for vores egen, vores pengepungs og for klimaets skyld.

God kamp mod madspild - og rigtigt godt nytår 2023!