MINDRE MADSPILD GIVER EN GOD SMAG I MUNDEN
af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org
8. juni 2023
Madrester smager godt – og tanken om at al maden bliver brugt, gør at det smager endnu bedre. Der er mange gode grunde til at fortsætte med at kæmpe mod madspild. De allernyeste tal på husholdningernes madspild er netop offentliggjort af Miljøstyrelsen. Husholdningernes madspild udgør ca. 235.000 ton om året.
Hvad det angår madaffald – altså ikke madspild, som er god og spiselig mad – så viser den nye rapport en stigning. Miljøstyrelsen skriver, at baseret på affaldsanalyserne, er mængden af madaffald opgjort til i alt 626.000 ton fordelt på madspild (293.000 ton), fødevarevæsker (4.377 ton), øvrigt madaffald (311.893 ton) og andet organisk affald (17.244 ton). Det er disse fraktioner, der i denne kortlægning betragtes som madaffald. I en tidligere kortlægning fra 2017, blev den tilsvarende mængde opgjort til 473.000 ton. Der er tilsyneladende tale om en væsentlig stigning i mængden af madaffald fra 2017 til 2022.
DEN GRØNNE BIOSPAND
Men det betyder jo netop også, at flere danskerne er blevet bedre til at kildesortere deres affald – og flere og flere sorterer organisk og ikke-organisk affald.
På den ene side, er sorteringen godt, fordi det er med til at få danskerne til at få øjnene op for, hvor meget mad man kyler ud derhjemme. Og det er jo samtidig godt, at det organiske affald bliver brugt til biogas og gødning, så det kommer tilbage til naturen og gør gavn. Så langt, så godt.
På den anden side, skal vores grønne biospand i køkkenet ikke blive til en sovepude. Vi skal ikke nå dertil, at vi smider gode madrester i den grønne biospand, fordi vi er for dovne til at udnytte maden. Ja, det er bedre end ingenting, at madresterne bliver brugt til biogas – men det var jo oprindeligt ikke meningen, at vi skulle købe mad til at fodre den grønne biospand, når vi købte maden i supermarkedet.
Vi skal derfor blive endnu bedre til at udnytte vores mad – og ikke blot læne os op ad den grønne sovepude, biospanden.
Der er fortsat masser af fokus på madspild derude, både i vores egne hjem, i medierne og på sommerens store folkemøder i juni, fx Madens Folkemøde og Folkemødet på Bornholm, hvor jeg debatterer i flere spændende paneldebatter.
Mindre madspild giver en god smag i munden og giver plus på alle konti – så der er ikke nogen undskyldninger for at fodre vores grønne biospand med gode, spiselige madrester, som kunne havde været spist.