SAMMEN MOD MADSPILD I PÅSKEN
af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org
6. marts 2024
Foråret er ankommet og påsken nærmer sig. Påsken, udover at være en af årets store højtider, er også en af årets store madspildshøjtider. Derfor er det en god idé at blive opmærksom på, hvordan man undgår madspild i påsken - ikke mindst for at spare penge.
Vi skal naturligvis ikke hygge os mindre, vi skal blot smide mindre ud. Mange har en tendens til at hamstre i dagene op til påsken, men vi glemmer ofte, at der på grund af ændringen i lukkeloven, allerede for mange år siden, blev sikret, at de mindre dagligvarebutikker holder åbent i helligdagene. Så der er rig mulighed for at tilkøbe det, som man lige glemte at købe ind til påskefrokosten.
Kvalitet er også bedre end kvantitet. Køber man mad af lidt bedre kvalitet som fx. økologisk mad, har man en mindre tilbøjelighed til at smide maden ud. Dertil kommer mængden af maden. Mange tror at når vi har 8 gæster til påskefrokost, så skal vi købe mad ind til 12 - for der skulle jo nødigt mangle noget.
Vi skal huske på, at mere mad ikke betyder mere hygge. Faktisk vil lidt mindre portioner være med til at sikre, at vi hverken overspiser eller overfodrer vores skraldespand.
Ifølge kampagnen ”Ja tak, lidt mindre” fra Rådet for sund mad lavet i samarbejde med Kræftens bekæmpelse, vises det at op mod halvdelen af kantinegæster for det meste spiser op, selvom de er mætte. Det samme viser en YouGov-undersøgelse fra 2021. En nyere YouGov-undersøgelse fra 2023 viser derudover, at 6 ud af 10 kantinegæster smider mad ud - næsten halvdelen, fordi de er kommet til at tage for meget fra buffeten eller portionsanretningerne er for store.
Store portioner fører ofte til overspisning og madspild. Det er en unødvendig belastning for klimaet og spild af penge.
Både de fødevarer vi spiser, og de fødevarer vi smider ud, sætter et aftryk på klimaet. Ifølge Kræftens Bekæmpelses og Rådet for sund mads kampagne “Ja tak, lidt mindre” stammer ca. 24 % af danskernes klimabelastning fra aktiviteter, der er forbundet med at producere, transportere, lagre, tilberede og bortskaffe fødevarer.
Så det er med andre ord en rigtig god idé at stille en lidt mindre størrelse tallerkener og fade på påskebordet. Der er heller ingen grund til at tage det hele frem på bordet på en gang - fyld hellere op i takt med, at maden bliver spist.
Ifølge Fødevarestyrelsen må maden stå fremme max. to timer, hvis man vil genbruge maden senere. Nogle madvarer skal desuden i køleskabet hurtigst muligt: fx. rejer og sild.
ET GODT TIP:
Når man gemmer påskens rester, skal man undlade at blande forskellige madvarer sammen, for mange retter holder sig bedre, hvis de ikke blandes sammen. Lidt mindre madspild og lidt mere hygge og samvær vil sikre en rigtig god oplevelse.
Velbekomme og rigtig god påske!