En Jul uden madspild?
af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad - Danmarks største organisation mod madspild - www.stopspildafmad.org
25. November 2024
Måske bliver julen i år næsten uden madspild. Julen nærmer sig, og de stigende fødevarepriser bekymrer hver femte dansker, som frygter ikke at have råd til at købe nok mad. For at spare på madbudgettet går 72 % af danskerne efter varer på tilbud, og flere unge overvejer at søge gratis madhjælp.
Samtidig svarer 42 % af danskerne, at de i høj eller meget høj grad er blevet mere prisbevidste de seneste to år. Mere end hver tredje dansker fortæller, at de stigende fødevarepriser har fået dem til at minimere madspild. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov lavet for Nordea og Stop Spild Af Mad.
Nordea har ligeledes regnet på, hvor meget udgifterne til julemad generelt er steget det seneste år. Danske forbrugere forventer at bruge 5,2 % mere på julen i år – eksklusiv gaveindkøb. Men priserne på den traditionelle julemad er steget med 8,1 % i samme periode. Det betyder, at de ekstra 100 kr., som danskerne planlægger at bruge, ikke rækker til den samme mængde julemad som tidligere, hvis de vælger den traditionelle julemad. Hertil kommer, at julemaden typisk bliver dyrere, jo tættere vi kommer på juleaften.
Gode råd til at undgå madspild i Julen
Selvom maden er blevet dyrere, er det stadig en god idé ikke at overfodre skraldespanden i julen.
Inden julen
I tiden frem mod jul og nytår er det en god idé at spise stille og roligt af de mange gode varer, man allerede har på lager i køleskabet, fryseren og køkkenskabene. På den måde får man både skabt plads til de nye varer, der traditionen tro skal indkøbes til højsæsonen, og man får samtidig gennemgået og udnyttet de madvarer, man allerede har, til fulde.
Planlægning af indkøb til julefrokoster og arrangementer med familie og venner er også en effektiv måde at styre, hvad der bliver købt. Der bliver nemlig ofte købt for meget mad, hvilket desværre kan føre til madspild og penge lige ud af vinduet. Så planlæg indkøb nøje – og lad være med at købe mad til 12 personer, hvis I kun bliver 8.
Under julen
Ekstra julemad medfører ikke ekstra hygge. Julen kan sagtens være hyggelig, uden at der overspises. Der er ingen grund til at overfodre skraldespanden. Man behøver ikke hygge sig mindre i julen – man skal blot smide mindre ud.
En god idé er at anvende mindre fade og tallerkener, når maden serveres. På den måde kan maden stå hygiejnisk beskyttet og urørt i køkkenet, indtil et fad er tømt og kan vaskes og fyldes op igen. Fordelen ved denne metode er, at maden, der står urørt i køkkenet, nemmere kan opbevares hygiejnisk til næste dag. Den har ikke været rundt om bordet flere gange og kan derfor holde sig bedre. Dog er det vigtigt at huske, at maden skal serveres og spises – ikke glemmes ude i køkkenet.
Når julemaden skal gemmes, er det en god idé at portionsopdele rester, så de opbevares logisk og nemt kan genanvendes. Overvej, om madresterne skal i køleskabet, eller om de skal genopvarmes inden for 24 timer. Sidst men ikke mindst kan maden også fryses ned til senere juledage. Men pas på, at fryseren ikke bare bliver et venteværelse for skraldespanden.
Efter julen
I januar, efter julen, når pengepungen er lidt slankere, og sidebenene lidt mere polstrede, er det vigtigt at tænke både på at spare penge og på at spise sundt. Derfor er det en fordel, hvis man har gemt nogle gode julerester i fryseren, som kan bruges som ekstra aftensmad eller frokost i januar – eller mikses med sunde ingredienser.
Stegte rester af and kan for eksempel nemt bruges i en lækker grøn salat.
Ekstra madhjælp til julehjælp - GratisMad.dk
Alt tyder på, at julehjælpsansøgninger også i år vil sætte rekorder. Stop Spild Af Mad tilbyder en landsdækkende gratis løsning til ekstra madhjælp – både som julehjælp og som hjælp i hverdagen til udsatte og madfattige borgere.
Stop Spild Af Mads landsdækkende portal, GratisMad.dk, gør det nemmere og hurtigere for madfattige danskere – herunder fattige familier, hjemløse og andre socialt udsatte – at modtage overskudsmad i deres lokalområder på en værdig måde. Portalen dækker hele landet og bruges også af lokale donorer af overskudsmad, såsom fødevareproducenter, supermarkeder, grossister og lignende. Disse donorer kan nemt komme i direkte kontakt med lokale aftagere, som fx madspildsorganisationer, væresteder, herberger og velgørende organisationer.
På denne måde bliver overskudsmaden effektivt fordelt, og de lokale aftagere fungerer som små madbanker, der hurtigt og nemt kan hjælpe modtagere. I skrivende stund er der 720 modtagerorganisationer registreret på GratisMad.dk, og portalen nærmer sig 600.000 unikke besøg siden lanceringen i 2021. Blandt de aktive brugere af portalen er REMA 1000, der formidler god og gratis overskudsmad til udsatte.
Velbekomme – og en rigtig glædelig jul!